Spændingen begyndte for alvor at melde sig da klokken slog 7.00 fredag morgen d. 8. september 2017. Om bare to timer skulle jeg igang med min hidtil største udfordring som ekstremløber. Efter egen idé havde jeg planlagt at løbe 8 gange op og 8 gange ned af Alpe d’Huez, 17.920 højdemeter ligeligt fordelt mellem positive og negative højdemeter, en tur på i alt 224 km, et nonstop løb som skulle gennemføres inden 48 timer. Jeg skulle altså løbe, hvad der svarer til op og ned af Mount Everest i højdemeter. Deraf navnet Everesting Alpe d´Huez. Jeg havde glædet mig til dette øjeblik lige siden, at jeg fik idéen til projektet.

Til at hjælpe mig med at gennemføre løbet, havde jeg sammensat et team bestående af familie, venner og sponsorer. Min personlige træner og coach Martin Melcher skulle hjælpe mig med at holde moralen oppe, selv gennem de hårdeste perioder af løbet. Fysioterapeut Nick Augoustakis skulle holde mig kørende undervejs. Min fætter Kasper Rasmussen skulle hjælpe mig med de praktiske udfordringer undervejs samt at dokumentere løbet med billeder og video. Massør Magnus Løvendal skulle holde mine muskler kørende. Han og min kæreste Stine Johansson skulle joine teamet fredag aften.

Det var en kold morgen da løbet startede. Det var blot 5-10 grader, men solen var fremme og dens stråler varmede så skønt. Der var en helt speciel ro på bjerget, og jeg nød fuglesang og duften af naturen, som var helt særlig denne dug fyldte morgen. Jeg nød dette stille moment, mens jeg drak min sidste kop kaffe inden løbet start. Det føltes som om, at jeg var helt alene på bjerget. Stemningen var høj i bilen da vi kørte mod toppen. Udsigten var helt fantastisk, og det var som om at befinde sig oven på en sky, sådan så det i hvert fald ud. Vi nåede toppen, hvor jeg skulle starte fra, og der var nu ikke længe til. Planen for mad, drikke og omgangstider blev gennemgået en sidste gang og vi gav alle high five. De sidste minutter inden løbet gik i gang stod jeg for mig selv, og jeg fokuserede på, hvordan at alt nu ville gå op i en højere enhed. Jeg havde trænet målrettet op mod dette øjeblik siden februar og glædet mig så inderligt til denne vilde oplevelse – nu skete det.

Da jeg mødtes med de andre halvvejs oppe, havde jeg ikke drukket nok. På trods af at det nu var forholdsvis varmt, havde jeg kun drukket omkring en halv liter væske fordelt på vand og energi. Jeg slog det hen med at jeg havde drukket rigeligt inden at jeg startede, og at det var derfor, at jeg ikke var tørstig. Resten af turen op forsøgte jeg at drikke en liter som aftalt, men jeg kunne simpelthen ikke få det ned. Det var som om at væsken ikke ville komme ned i maven, og det føltes som om at det blev liggende i munden uden at komme videre ned – ”Sådan noget l***!!!” Da jeg kom op på toppen og mødtes med de andre igen, prøvede vi at finde ud af, hvad der kunne løse problemet. Vi blev enige om at jeg skulle løbe langsommere, og så måtte vi se om det hjalp.

Anden omgang begyndte og dermed andet nedløb. Det var nu blevet meget varmt, men mit væskeproblem fortsatte – ”PIS!” Jeg vidste godt, at det ville betyde en aflysning af løbet, hvis ikke at jeg kunne finde en løsning på problemet. Det blev desværre kun forværret og da jeg kom ned i bunden igen, havde jeg kun drukket to slurke. Derudover var min tid uændret, altså stadigvæk alt for hurtig. Jeg blev voldsomt frustreret. ”Hvad fanden er det der sker?!” Jeg havde trænet til det her både hjemme i Danmark og på træningstur tidligere på året.

Det var svært at give slip på disse frustrationer, men jeg skulle op af bjerget igen. Den ene fod foran den anden. Halvvejs oppe fik jeg en sms af min kæreste Stine, hvor hun bl.a. skrev at alt var godt derhjemme, og at hun glædede sig til at vi skulle ses senere. Dette ændrede mit humør totalt. Projektet havde været ramt af nogle uforudsete udfordringer i dagene op til løbsstart. Der havde været problemer med leje af bil, så vi måtte nøjes med en. Min gode ven og læge Mikkel Allingstrup skulle også have været med i tilfælde af nødsituationer, men han måtte desværre melde fra i sidste øjeblik på grund af sygdom. Dagen inden løbet måtte min fætter Kasper og jeg derfor undersøge hvilke læger som lå i området for at være forberedt på, hvis noget skulle gå galt. Når man presser kroppen til det yderste og mere til kan der opstår situationer, hvor det kan blive nødvendigt at kontakte en læge. Værst af alt, havde min søn fået problemer med maven samme morgen løbet skulle starte, hvilket betød at det ikke var sikkert, om Stine kunne komme med. Alle disse uforudsete udfordringer havde åbenbart påvirket mig voldsomt, i hvert fald begyndte jeg langsomt at drikke og spise mere og mere, og omgangstiderne blev bedre. Da jeg ramte toppen var tankerne blevet positive igen, og jeg blev meget taknemmelig for, at jeg kunne fortsætte løbet og kæmpe for at udleve min drøm.

Tredje tur kunne nu begynde. Denne nedgang gik meget bedre end de to første, men det var blevet varmt – rigtig varmt. Vi tog temperaturen for sjov da jeg kom ned til bunden og rigtig nok: Temperaturen viste 35 grader! Så var der ikke noget at sige til at jeg følte mig lidt som en grillet kylling.

Da solen gik ned omkring ved 21-tiden gik løbet ind i en ny fase. Det udviklede sig fra at være et normalt løb til et ultraløb. Med det mener jeg, at det nu blev langt mere mentalt udfordrende. Trætheden begyndte at tage over, og det føltes meget hårdere at løbe. Der er intet lys på vejene på Alpe d’Huez og oppe i byen var gadebelysningen slukket, sikkert for at spare, da der ingen turister var. Der var mørkt som i kulsort! Det eneste lys man kunne se, var fra byen som lå nede i dalen samt lidt lys fra hotellerne og butikkerne på toppen. Benene var begyndt at klage over de mange højdemeter, og jeg må indrømme, at jeg selv var begyndt at tvivle på, om de kunne holde hele vejen. I løbet af natten fik jeg tapet anklerne op, og det gjorde en kæmpe forskel. Jeg gik fra at måtte gå, til igen at kunne løbe.

En af fordelene ved at have et team med, er også at have muligheden for at få selskab af en anden, imens at man løber. Det gjorde jeg brug af den nat. Det var den første gang at jeg prøvede det, og det var planlagt at dette skulle afprøves. Det var en mega fed oplevelse! Jeg fik et KÆMPE energiboost ved at få selskab. Det var utrolig hyggeligt at have nogle at tale med, og så fik jeg samtidig en helt speciel oplevelse sammen med dem jeg løb med. Det kan varmt anbefales!

Foto af Kasper Rasmussen

Foto af Kasper Rasmussen

Foto af Kasper Rasmussen

Da jeg var igang med min sjette omgang, skiftede jeg til noget tørt tøj, og de andre besluttede at det skulle gøres i et overdækket busstoppested. Jeg fik hjælp til at få det våde tøj af og det tørre på, da jeg er temmelig træt. Jeg tog mig selv af de inderste lag tøj, men i min træthed fik jeg ikke set, at der var glasruder i siderne af busstoppestedet. Der stod jeg så – kun i T-shirt og strømper. Der havde ikke været en eneste forbipasserende bil den sidste time, men da jeg stod i bar røv kom der selvfølgelig en hel konvoj af biler og busser. De fik alle synet af mig fuldstændig gennemtræt, våd og i bar røv. Gad vide hvad de ikke har tænkt?

Benene begyndte at drille igen, ankler og lægge var udkørt primært i højre side. Jeg fik akupunktur og massage, men måtte tage stave i brug, da smerterne blev for voldsomme. Jeg måtte derfor skiftevis løbe og bruge stave. Alle fra mit team støttede mig på skift med deres dejlige selskab og derudover fik jeg også besøg af Martins søster Mette  Melcher, som havde taget min sponsor Traser (ure) fra Schweiz med. Det gav mig massere af energi, og det var med til at mit humør blev godt igen.

Igennem hele løbet vekslede mine tanker mellem mine smerter og så på min far og hans sygdom. En af årsagerne til at jeg løb dette løb, var for at gøre opmærksom på og samle ind til sygdommen Alzheimers, en sygdom min far desværre lider af. Sygdommen viser sig først og fremmest ved dårlig hukommelse og nedsat evne til at fungere i hverdagen. Tidligere på året tog min fars sygdom desværre til, og i dag bor han på et plejehjem, da han ikke længere kunne klare sig selv hjemme. Jeg husker det som var det i går, den dag han ikke kunne genkende mig. Han anede simpelthen ikke hvem at jeg var. Det er uden tvivl det hårdeste jeg nogensinde har prøvet. Min far har måttet erkende at hans allerkæreste minder, som han har været et helt liv om at samle kun var til låns. Det er en ubarmhjertig sygdom, som er ufattelig vanskelig at takle, dels for den sygdomsramte og dels for de pårørende. I håb om at kunne gøre en forskel for andre sygdomsramte såvel som pårørende, lavede jeg en indsamling til Alzheimerforeningen i forbindelse med dette løb. Der findes i dag ingen decideret kur for sygdommen, men sådan behøves det ikke at blive ved med at være. Det er derfor vigtigt at få samlet penge ind til forskning i behandlingen af demens. Hvert enkelt bidrag, stort som småt, modtages med stor taknemmelighed og det vil være mig en stor glæde at overbringe jeres bidrag til Alzheimerforeningen. Du kan støtte min indsamling HER.

Foto af Kasper Rasmussen

På et tidspunkt i løbet af eftermiddagen, med to ture igen så vi at de omkringliggende bjergtoppe begyndte at blive hvide. Min træner Martin og jeg overvejede derfor hvad vi skulle stille op, hvis det begyndte at sne. Heldigvis faldt der kun sne helt øverst på toppen af Alpe d´Huez, en lille tand højere end der hvor jeg løb, men havde det været længere nede på bjerget, så havde løbet været slut. Det klarede heldigvis op og solen begyndte at skinne. Arhh, VARME! Otte timer i kulde og blæst med sænket kropstemperatur så nu ud til at være ovre.

Da jeg skulle i gang med den sidste omgang, lavede jeg en kæmpe fejl. Jeg tænkte: ”Nu er jeg snart færdig, det er bare lige en tur ned og så op igen. Med 12 timer tilbage, er det no problemo”. BIG MISTAKE! Med et trylleslag begyndte jeg at slappe af mentalt, og jeg kunne ikke løbe længere på grund af for voldsomme smerter i benene. Det blev også mørkt og trætheden meldte sig for alvor. Den sidste tur udviklede sig til at blive den uden tvivl længste og hårdeste omgang. Det føltes som en evighed. Indtil nu havde mit nedløb taget omkring to timer i snit – den sidste tur tog tre timer og tyve minutter! Hold nu kæft det krævede en masse kræfter både fysisk og mentalt. Forestil dig at være tilbage til da du var barn, hvor sur og fornærmet du kunne blive – haha.. Det var mig den sidste omgang. Renni 4 år: “Hvorfor skal ultraløb være SÅ lange” og “Det er jo ikke rigtigt løb når man skal gå så meget” osv. Nick løb med mig ned og hans selskab hjalp virkelig på humøret. Heldigvis skal der ikke så meget til at bryde de negative tanker, det er en meget speciel balance imellem de positive og negative tanker. Det er som om, at jo længere jeg løber, jo flere lag skræller jeg af mig selv, og de barrierer eller filtre som jeg normalt har forsvinder. Jeg kommer dermed virkelig i kontakt med mine følelser. Derudover var jeg også begyndt at småsove. Jeg havde små blackouts, alt imens at jeg satte det ene ben foran det andet.

Foto af Kasper Rasmussen

Tiden var nu inde til den sidste tur op. Det er stjerneklart og imponerende smukt. Jeg følte en mærkelig blanding af ekstrem træthed, smerte og glæde. Det føltes uvirkeligt og på samme tidspunkt magisk. Det er noget af det, som jeg virkelig holder af, og det som driver mig ved ekstremløb, GRÆNSELANDET. Hver en tanke og hvert et skridt er nyt land – jeg elsker det! Turen op blev uendelig lang. Jeg gik og talte med Martin, og jeg kunne godt mærke at han forsøgte med alverdens coaching for at hjælpe mig op af bjerget. Jeg nåede til et punkt, hvor jeg ikke blot mistede kontrollen over mine tanker. Jeg stoppede med at tænke. Dele af hjernen var slukket, nu følte jeg bare. Angst, glæde, latter, fortvivlelse, håb, taknemmelighed. Der var til gengæld noget meget fascinerende ved at være så meget i kontakt med mine følelser. En voldsom følelse af vrede blev det næste øjeblik overtaget af en ekstrem følelse af glæde og taknemmelighed.

Foto af Kasper Rasmussen

Søndag morgen klokken 04:27 ramte jeg toppen for 8. og sidste gang. Jeg kom dermed i mål 43 timer og 27 minutter efter løbets start. Jeg takkede alle i mit team for deres helt igennem fantastiske hjælp og støtte. Uden dem kunne jeg ikke have fuldført min drøm. Jeg faldt i armene på min kæreste og kyssede hende. Til sidst mobiliserede jeg den sidste energi, og brølede ud i dalen. Et sejrsbrøl som min sidste hilsen til det fantastiske bjerg. Jeg gjorde det sgu.

Jeg var fuldstændig tømt for energi, mine ben gjorde ondt og jeg var uendelig træt, men på samme tid var jeg mega glad og stolt over være kommet i mål. Adrenalinen kørte for fuld skrue, så selvom jeg var helt udmattet, så føltes det ikke helt sådan. Da vi kom tilbage til hytten tog jeg et meget tiltrængt bad, og det føltes helt fantastisk. Vi skålede alle sammen men efterfesten udeblev og vi gik alle hurtigt i seng, da vi skulle køre mod lufthavnen allerede formiddagen efter.

Foto af Kasper Rasmussen

Det har været en helt fantastisk oplevelse. Tænk at jeg nu fik muligheden for at prøve det, som jeg har drømt om i flere år. At det tilmed lykkedes mig at gennemføre mit vanvittige mål, vil til hver en tid kunne bringe et smil frem på mine læber. Jeg håber, at min oplevelse kan inspirere andre til at udfordre sig selv – også gerne lidt ud over det sædvanlige.

Tak fordi at du har læst med! Del gerne mit indlæg, måske at det også kan inspirere andre?