Min vej til Alpe d´Huez
2.
_
MARTS, 2017
Tilbage i starten af april 2016 kom min lille familie og jeg tilbage fra en længere rundrejse i Thailand. Ikke langt tid efter vi kom hjem, viste min kæreste Stine mig en reklame fra TV2: Danmarks hårdeste jobsamtale.
Med det samme vidste jeg, at det her var noget for mig – Jeg SKAL bare have en plads i det her tænkte jeg. Jeg har altid haft en lille drøm inden i, som gerne ville prøve kræfter med elitestyrkerne, men af mange årsager var det bare aldrig rigtig blevet til noget. NU skal det være, nu skal jeg ud og teste mig selv. (Ved godt, at det ikke er den rigtige optagelsesprøve, men alligevel…..)
Vejen til Korpset skulle vise sig at være mere snoet end forventet. Jeg sendte en ansøgning til Korpset samme dag som jeg så reklamen på nettet. Efterfølgende blev jeg inviteret til den første casting, men ikke lang tid efter fik jeg at vide, at jeg ikke var gået videre. Noooooooo! Kæft, jeg var skuffet og ked af det! Ikke fordi jeg syntes, at det var gået helt vildt godt til castingen, men fordi at det her var noget, jeg bare ville – det var jo noget, jeg skulle det her!
Jeg besluttede mig derfor at skrive til casteren og fortalte igen om min motivation for at deltage; denne gang mere detaljeret. Jeg skrev, at hvis der skulle være mulighed for at komme i betragtning igen, ville jeg gøre alt for det. Tiden gik, men jeg håbede og troede så meget på min chance at jeg trænede videre og faktisk engagerede jeg en træner, som jeg fik anbefalet. Træneren hedder Martin Melcher og han ejer bl.a. www.Trainandsimple.dk og han skulle hjælpe mig til at dels komme i form, men i særdeleshed at træne svømning og styrketræning, som jeg ikke har så meget erfaring i. En KÆMPE sidegevinst i det her projekt er helt bestemt at lære Martin af kende. Han er en som kender sit shit og så er han bare en mega cool fyr på så mange måder.
Det var midt i min barsel, så det gav mig mere tid til at træne end jeg ellers ville, hvis jeg havde arbejdet. Det blev bl.a. til en del ture med løbejoggeren med min søn Alexander – SÅ FEDT!
En sidste generalprøve var at deltage i et 24 timers løb, det var 2 uger før optagelserne til Korpset gik i gang. Formålet med løbet var at teste min kondition og mentale styrke. Jeg havde planlagt at drikke 4 øl undervejs efter hver 4. time, for at tage noget af det seriøse ud af løbet og fokusere på at komme godt igennem de 24 timer – og ikke på hvor langt jeg kunne nå at løbe. Løbet gik rigtig fint, men undervejs blev jeg mere og mere nervøs for at skulle få en skade og efter ca. 20 timer besluttede jeg mig for at gå og i stedet tale med de andre løbere, som måske godt kunne bruge en pep talk. Set i bagspejlet var det en super god introduktion til den type af løb og helt bestemt noget jeg ikke er færdig med.
I starten af oktober gik optagelserne af Korpset i gang. Det er helt klart det vildeste og mest udfordrende jeg nogensinde har prøvet. Udover jeg lærte nogle rigtig gode gutter at kende, så fik jeg den grad rykket ved nogle grænser og det fik mig til at tænke nye tanker. Tanker, som omhandler mit liv og hvordan jeg ser og opfatter det. En af årsagerne til jeg også sendte en ansøgning til Korpset, var at jeg havde tænkt på i mange år, om jeg skulle prøve at gå efter at komme i specialstyrkerne, men af forskellige årsager var det aldrig rigtig blevet til noget. Det skal sku være slut fra nu af! Nu går jeg 100%, efter det jeg vil – ingen undskyldninger! (tjek bloggen ud og læs hvordan det gik, og hvordan jeg oplevede Korpset dag for dag)
En anden ting jeg har taget med mig efter programmet er slut, er at jeg godt kunne tænke mig at bevæge mig over i en ny retning – i en mere fysisk og selvstændig retning.
I slutningen af januar måned stoppede jeg på mit arbejde, som jeg har haft igennem de seneste næsten 9 år. Såååå syret! Jeg har været så glad for den arbejdsplads, som jeg jo har arbejdet på næsten en 1/4 del af mit liv. Alt det jeg har lært, set og oplevet og vigtigst af alt alle de fantastiske mennesker jeg har mødt.
Når det så er sagt, har jeg også mærket efter i mig selv og godt vidst at jeg var på vej til et andet sted. Jeg var ikke længere mentalt til stede, og det var hverken min arbejdsgiver eller jeg tjent med. Det er på en måde virkelig angstprovokerende og samtidig virkelig befriende at stoppe. Den ene dag går jeg ned ad den vej, som jeg altid har kunne se langt frem foran mig, og nu kan jeg dårlig se en hånd frem.
Jeg vælger at tro, at jeg har fat i noget rigtigt – fordi selvom jeg ikke kan se hele vejen foran mig, så føles det første skridt rigtigt og den følelse jeg har i maven, er god. Så kan det da ikke gå helt galt! Det er da sådan man skal have det, hver gang man starter noget nyt og det vil jeg fokusere på lige nu. Men en ting er den mentale omstilling, når man stopper på sit arbejde. Men der er også en masse lavpraktiske følger. Hvad gør man uden bil, iPhone, iPad og computer? Skal vi købe nyt? Eller er det noget, vi kan leve uden?
Selvom jeg godt ved at det bare er ting, så kræver det altså en omstilling inde i hovedet. Forleden var Alexander meget syg, og pludselig slog det mig. Hvordan fanden jeg kommer på hospitalet med ham, hvis det bliver aktuelt. Kan man bestille en taxa med autostol? Skal vi tage bussen, hvilken en, og hvor kører den fra? På cykel? Er det hurtigere at tage toget? Er det nemmest at komme på Frederiksberg eller Hvidovre hospital? Det kræver altså lige en omstilling, og det kan ændre hverdagen – ikke bare for mig, men også for Stine og Alexander.
En lille historie som bare betyder SÅ meget for mig, var Änglamark Nytårsløb som Stine, Alexander og jeg løb nytårsdag. Jeg sad en aften i december og skulle tilmelde mig løbet. Jeg spurgte Stine om hun ikke ville med og tage billeder af Alexander og mig, som hun plejer af gøre. Hun svarede, at hun overvejede at tilmelde sig til løbet. WHAT, tænkte jeg??? Det skal hertil siges, at Stine ikke deler min passion for løb og til tider har det svært ved at finde motivationen for at motionere. Så jeg var noget overrasket, da hun sagde hun overvejede at løbe med. Nå, men der sidder jeg, totalt overrasket og tænker at nu skal jernet smedes, mens det er varmt. Så jeg spørger, hvilken distance hun havde tænkt sig at løbe – 5, 10 eller 21,1km? Da Stine aldrig har løbet hverken 10 km eller 21,1km og ej heller havde trænet i en periode, forventede jeg, at hun sagde 5 km. Men der tog hun røven på mig igen, da hun svarede ”Du løber flere timer af gangen hele tiden, så kan jeg også godt løbe 10 km, HVOR SVÆRT KAN DET VÆRE?! Og med de ord meldte Stine sig til løbet på 10 km distancen. Dels var jeg totalt overrasket over tilmeldingen, men samtidig også at min løbetræning kunne være medvirkende til tilmeldingen – VILDT! Vi løb alle tre sammen. Jeg med Alexander i løbejogger og Stine ved siden af. Med fokus og i flot stil gennemførte Stine stolt sit første 10 km-løb. Det var en super fed oplevelse for os alle tre at dele sammen. SÅDAN, Skat!
Med de ting i tankerne tænkte jeg, hvad jeg skulle finde på. Jeg vidste, at det skulle være noget med løb, men hvad? Jeg snakkede også med min træner Martin og lige pludselig, så var den idéen der.
JEG LAVER SKU DA EN EVEREST-TING PÅ ALPE D’HUEZ!!!!!!!!!!!
Mit næste blogindlæg kommer til at handle om netop dette projekt.. Stay tuned!