Træningstur til
Alpe d´Huez
24.
_
JULI, 2017
Det er en fredag morgen i juli måned, klokken er 06:30 og jeg mødes med Kasper i Københavns lufthavn. Endelig er dagen kommet, hvor vi skal af sted til de franske alper. Jeg har glædet mig i lang tid til den her træningstur. Kasper er udover at være min fætter, også en rigtig dygtig hobbyfotograf. Han er altid frisk på at hjælpe til, han kan til hver en tid få mig til at grine, og så kommer vi rigtig godt ud af det sammen. Kasper skal hjælpe mig med at køre bilen med forsyninger, tage billeder, filme og så selvfølgelig være min rejsebuddy. Formålet med turen er udover at få løbet en masse kilometer, også at lave research til mit løb i september.
Jeg havde booket os på et fly Geneve lufthavn, og da vi ankommer og træder ud af flyet, er udsigten fyldt med bjerge og jeg kunne for alvor mærke forventningens glæde ramme mig. Jeg tror at jeg smilte så bredt, at jeg skulle gå sidelæns igennem døren ;o) Fra lufthavnen fortsatte vi videre i en udlejningsbil til Le Bourg d’Oisans i de franske Alper, hvor bl.a. Alpe d’Huez ligger. I dalen for foden af bjerget havde vi lejet en bolig igennem Airbnb, hvor vi ankom efter ca. 3 timers kørsel. Herefter kørte vi ind til byen, handlede ind og fik lidt frokost på en lille hyggelig café, hvor vi samtidig kunne se Tour de France – win win. Det var super fedt, og der var en rigtig god stemning, vejret sagde 30 grader og det var skyfrit og dér sad vi så for foden af Alpe d’Huez – SÅ FEDT!!!
Da vi havde spist kørte vi tilbage til huset, hvor vi pakkede til den første løbetur på Alpe d’Huez. Vi kørte hen til foden af bjerget, hvor Kasper satte mig af, og jeg ville lyve hvis jeg sagde, at det ikke var et skræmmende syn. Jeg tænkte: ”Hvad fanden er det egentlig du har gang i Renni?” Samtidig fik jeg et KÆMPE SUS i maven, da jeg så på det her monster af et bjerg på ca. 1850 meters højde. Jeg aftalte med Kasper at han skulle køre lidt op af bjerget og så vente på mig og derfra, og så måtte vi se hvordan det gik. Det første stykke gik det bare op, og jeg tror stigningsprocenten var omkring de 11%. DAMM det var sgu lige lidt mere end Valbybakke, og samtidig kunne jeg ikke andet end at smile, det var alt for vildt det her. Jeg var høj på adrenalin og benene fløj derudaf. Tre km oppe blev det lidt fladere og med det mener jeg ca. 10% stigning (haha… det var så syret :o)) Jeg mødtes med Kasper flere gange op af bjerget og jeg tror vi tog omkring 200 billeder på den første tur op, udsigten, landskabet, stemningen og alle de ikoniske sving, spraymalingen på vejen med referencer fra Tour de France – det var overvældende.
Det var tydeligt at se det er et cykelbjerg og ikke et løbebjerg. Jeg passerede flere cykelryttere som også så noget overrasket ud, da der kom en i løbesko og overhalede dem, det var priceless haha… Noget som overraskede mig meget, var at der var en rimelig stor andel af danskere på bjerget. Jaja, cykling er da populært i Danmark, men alligevel overraskede det mig. Det var hyggeligt at hilse på folk og få en sludder. Nå, men jeg løb op af de 21 hårnålesving og op igennem byen, 1120 højdemeter og en gennemsnit stigningsprocent på 8,1% og 14km lang var turen op. Oppe på toppen var temperaturen noget anderledes. Hvor der var 30 grader i bunden, var der nu 10 grader og jeg måtte også regulere trykket i ørene på vej op, det var en syret fornemmelse, men jeg fik bjerget ind under huden med det samme – jeg var totalt hooked. Jeg trænede lidt mere, indtil solen næsten var gået ned.
Foto af Kasper Rasmussen
Foto af Kasper Rasmussen
Foto af Kasper Rasmussen
Den næste dag (lørdag) stod vi tidligt op, da jeg gerne ville se solopgangen. Vi kørte op på bjerget og det var simpelhen så storslået. Udsigten ud over bjergene, stilheden som kun var afbrudt af ridslen fra vandet der løb ned af bjerget, lyden af græshopper og fugle, duften fra naturen og duggen fra natten som nu langsom forsvandt i takt med at solen varmede bjerget op, var blot nogle af de indtryk, som jeg blev beriget med denne morgen. Sikke en løbetur ned af bjerget. Det var næsten for godt til at være sandt og jeg kunne ikke have drømt det bedre selv. Selvom benene var okay fra dagen før, kunne jeg godt mærke i lårene, at den manglende nedløbstræning kom til syne. Selvom at jeg har løbet på mange bakker har vi altså intet i Danmark som kan måles med 14km nedløb på Alpe d’Huez. En sjov lille historie fra den dag, var at der blev afholdt et form for triathlon løb, hvor de bl.a. skulle løbe op af bjerget. Der var samlet nogle tilskuere på vejen, og da jeg så kom løbende ned, var de andre deltagere på vej op. Dette så en af tilskuerne, og hun sagde et eller andet til mig på fransk imens hun var flad af grin, og jeg kunne altså ikke selv lade være med at grine (haha…hvad jeg ikke ville give for at få af vide, hvad hun sagde til mig der :o)) ligeledes så kiggede deltagerne også noget overrasket på mig, da jeg løb forbi dem, og der var sågar flere som heppede og klappede af mig.
Ned til bunden og op igen gik det og nu var cykelrytterne stået op og der var samtidig kommet biler på vejen. Vejen på bjerget er blandet: En ”cykelsti” som består af en hvid streg på vejen nogle steder, og andre steder er der ikke plads, så er der bare ”vej”. Enkelte steder er det et reelt fortov, men det er mere oppe på toppen og inde i byen. Jeg må indrømme at det var noget skræmmende de første par gange jeg løb dér, da der bliver kørt frisk til af både motorcykler, biler og lastbiler og de er måske kun 2 meter fra dig. Omvendt er det betryggende at der er så ”mange” cykelryttere, så bilisterne er vandt til at være opmærksom og køre udenom. Der blev trænet frem til frokost, hvor vi så fik lidt af spise inden vi tog op på bjerget igen. Jeg siger jer, der er altså en helt fantastisk stemning på bjerget, både fra de lokale og fra turisterne. Jeg fik igennem hele dagen tommelfinger op, fløjt, dyt fra biler og klapsalver fra de forbi passerende. Det må jeg bare sige, det giver så meget god energi og jeg er vild med det :o)
Foto af Kasper Rasmussen
Foto af Kasper Rasmussen
Søndag blev det til et par hurtige ture, da vi ikke havde så meget tid inden vi skulle sige farvel til dette fantastiske sted. Jeg må også være ærlig af sige, at de sidste 2 dages løb havde sat sine spor, læggene, lårene og ballerne var efterhånden godt ømme, så det gjorde vist ikke så meget (haha…) Vi sagde farvel til vores søde værter og kørte mod Geneve lufthavn hvor vi fløj tilbage Danmark. Vi var begge to en blanding af at være godt smadret og trætte efter alt for lidt søvn, og på samme tid glade og prøvede at bearbejde alle indtrykkene og de nye oplevelser. Det var alt i alt været en super fed tur, hvor jeg gjorde mig en masse erfaringer.