Ekstremløb dedikeret til min far
Min far har haft demens i nogle år nu. Demens er betegnelsen for en række symptomer på svigtende hjernefunktion. Det viser sig først og fremmest ved dårlig hukommelse og nedsat evne til at fungere i hverdagen. Tidligere på året tog min fars sygdom desværre til, og i dag bor han på et plejehjem, da han ikke længere kunne klare sig selv hjemme.
Jeg husker det som var det i går, den dag han ikke kunne genkende mig. Han anede simpelthen ikke hvem at jeg var. Det er uden tvivl det hårdeste jeg nogensinde har prøvet. Min far har måttet erkende at hans allerkæreste minder, som han har været et helt liv om at samle kun er til låns. Det er en ubarmhjertig sygdom, som er ufattelig vanskelig at takle, dels for den sygdomsramte og dels for de pårørende. Der vides endnu ikke nok om, hvorfor man får sygdommen demens, men den kan være arvelig, og det anbefales at man er bevidst om den livsstil man fører.
Jeg vil sætte fokus på sygdommen ved at dedikere mit løb, ”Everesting Alpe D´Huez” til min far, i håb om at det kan gøre en forskel for andre sygdomsramte såvel som pårørende. Du kan læse om mit projekt her på siden. Der findes i dag ingen decideret kur for sygdommen, men sådan behøves det ikke at blive ved med at være. Det er derfor vigtigt at få samlet penge ind til forskning i behandlingen af demens. Hvert enkelt bidrag, stort som småt, modtages med stor taknemmelighed og det vil være mig en stor glæde at overbringe jeres bidrag til Alzheimerforeningen.
Du kan støtte min indsamling HER.