Jeg var blevet bedt om at møde op hos produktionsselskabet på Østerbro i København, dagen før optagelserne skulle starte. Beskeden lød på, at vi (6 aspiranter) ville blive kørt til en hemmelig location et sted i landet. Vi tog afsted og nogle timer senere ankom vi til et hotel. Her mødte vi alle 30 aspiranter hinanden for første gang. Vi fik en general information fra produktionsholdet om programmet samt lidt andre praktiske ting.

Dag 1

Næste morgen blev vi hentet af 3 lastbiler og kørt til ”basen”, og her starter programmet som vist i fjernsynet. Vi fik briefing af instruktørerne, og udover det man så på tv, fik vi at vide, at vi ikke måtte gå længere end 2 meter fra bygningen – så var vi sku i gang og hurtigere end tjep, var jeg i gang med kurset.

Efter vi havde skrevet vores essay, fik vi at vide, at vi skulle pakke minimum 10 kg i rygsækken, Hr. Klogesen her tænkte, at han hellere måtte pakke 3 kg ekstra tøj og udstyr, hvis nu vi skulle på en lille overraskelsestur – BAD IDEA – Nå, men vi skulle løbe 3 runder á 5 km, i alt 15 km. Og efter ca. 1 km gav instruktørerne løbet frit. Ruten var markeret med strimler, på samme måde som nogle af de andre trailløb jeg har deltaget i, den vender jeg tilbage til om lidt. Som sagt Hr. Klogesen her napper 3 ekstra kilo på ryggen, og jeg tænker, at det er en god idé ikke at bruge for meget krudt i første øvelse, så jeg lægger mig i den bageste del af feltet. Ca. 2-3 km inde i runde 1 opdager jeg og aspirant 14, at den forreste del af feltet er løbet til venstre istedet for ligeud. Nr. 14 forsøger at løbe op til de andre og fortælle det, og jeg viser vej til de resterende. Da vi er færdige med at løbe, har omkring halvdelen løbet 3 km ekstra, fordi de løb forkert i første runde. Ved ikke, hvad der ville være bedst; at have løbet 3 km ekstra eller have 3 kilo mindre at slæbe på? I will never know!

Som jeg skrev lidt tidligere, gik det hele ret stærkt med at komme i gang med kurset. Lidt for stærkt åbenbart, for da vi kommer tilbage på basen efter løbeturen kan jeg konstatere, at det stadigvæk ikke er klogt at løbe i normale underbukser = slidsår på indersiden af lårene. Hr. Klogesen havde lige glemt at skifte til træningsdrenge i farten – RENNI DIN STORE IDIOT!!!

Sidst på dagen blev vi introduceret til Grusgraven. Et rigtig lorte sted med 10-20 meter høje sandklitter, reb, mudret vand, sten, træbjælker og diverse tung ammunition. En slags Fitness World fra Helvede. Her trænede vi så brandmandsgreb, løb sprinter, bar rundt på forskellige tunge ting, OP og NED af sandklitterne. ”Vi skulle rigtig hygge os”, som Instruktør Erik sagde det.

Natten bød ikke på meget søvn. Jeg ved ikke, om det var larmen fra dørene, der smækkede, når folk enten skulle på toilet eller på vagt, snorken i salen, refleksion over dagens indtryk eller den varme, som efterhånden var blevet ret markant p.g.a. slidsårene.

Foto af Lars E. Andreasen / TV 2

Dag 2

Dagen startede som vist på tv med, at nr. 4 fik en tur i smøregraven, fordi han kom for sent til sin vagt. Man kan sige meget om nr. 4, men han tager sku sin straf som en mand. Ingen sure miner eller undskyldninger. Vi blev efterfølgende kørt til stranden, og som man ser på tv, skal vi smide alt tøj på nær underbukser. Der bliver foretaget nogle stikprøver af instruktørene for at se, om vi har taget flere Raw Bites med, end de 2 vi har fået lov til og SURPRISE, Instruktør Rune laver et tjek hos mig. Det betyder, at alt det undertøj, strømper, skjorter, udstyr og sandsække som jeg nøjsomligt har pakket for at ramme præcist minimum 20 kg – Ja, jeg lærte det jo på den hårde måde at pakke præcist på kilogrammet dagen forinden – ligger spredt udover stranden, og der får vi så at vide, at vi skal gå 25 km march, og at det er en individuel test, som handler om at komme hurtigst mulig igennem, og tiden starter NU! Fuck mig i underhyler og med alle mine ting spredt, som var det en bordbombe, der var sprunget.

Nå, men i gang, det skulle jeg jo. Der var vandposter efter 7 km og 12,5 km, hvor vi skulle vende om og tilbage igen, 18 km og så i mål efter 25 km. Planen var at få en god start, finde et fornuftigt pace og slutte i top 10. Den noget kolde start blev hurtigt afløst af en sol, som føltes som noget nær 25 grader, der bagte fra en skyfri himmel, krydret med vesterhavsvinden, som hamrede ind i siden af hovedet. Nogle af de erfaringer, som jeg har gjort mig under tidligere løb, er at få drukket rigeligt med vand og passe på mine fødder, så det var mine topprioriteter fra start. Jeg fik arbejdet en hel del med den mentale side under den march, dels p.g.a. den ensformige gang med tunge skridt, som bare sank længere og længere ned i sandet og i støvlerne, og dels med mit slidsår og det nye, som gjorde sit indtog på ryggen efter rygsækken. Tankerne startede, og dæmonerne kom på besøg ”Hvorfor stopper du ikke bare nu? – Dem, du kender, vil synes, det er flot, at du er kommet så langt, så du kan sagtens stoppe og være stolt af det. – Det gør ondt, stop nu!” Jeg oplever de samme tanker, når jeg løber. Så jeg vidste, at de kom forbi, og hvordan jeg skulle få dem til at forsvinde igen og heldigvis holdt min strategi, og jeg sluttede marchen i top 10.

En sidste ting fra marchen, som ikke kom med i fjernsynet, det var, at dem, som ikke gennemførte marchen i tiden, men stadigvæk havde deres nummer, blev hentet og kørt tilbage til mål. De skulle så løbe fra bakketoppen, ned og en tur i havet og op igen – Alt imens vi andre, som gennemførte, skulle stå på bakketoppen og se på dem imens. Nr. 4 havde selvfølgelig lige en lille kommentar til Instruktør Magnus og fik derfor en ekstra tur…

Da vi kom tilbage til basen havde instruktørerne lidt godter til os i form af nåle til vabler, diverse plaster og kopattesalve – HALLELUJA – Marchen havde kostet diverse vabler, blå negle og nye slidsår fra rygsækken, som havde gnavet sig godt ind i ryggen (har fået et par ar som minde).

Om aftenen havde vi en yoga session med instruktør Erik. Og det var faktisk overraskende godt. Musklerne fik det virkelig godt af de øvelser. Vi snakkede, grinte og fik mulighed for at stille nogen spørgsmål til Erik. En ordentlig omgang bromance og bonding, SÅ fedtJ

Inden dagen sluttede helt, skulle vi da lige have flyttet lidt ting frem og tilbage på pladsen på basen (den som man kan se på tv foran bygningen). Vi blev opdelt i 3 grupper med 3 forskellige stationer; en med ammunition, paller, sten, en med traktordæk og en med træbjælker som skulle flyttes frem og tilbage… Tror, at vi fortsatte en times tid, før vi sluttede.

Vi var nu 20 aspiranter tilbage…

Foto af Lars E. Andreasen / TV 2