Tilbage i starten af april kom min lille familie og jeg tilbage fra en længere rundrejse i Thailand. Ikke langt tid efter vi kom hjem, viste Stine, min kæreste, mig reklamen fra tv2: Danmarks hårdeste jobsamtale. Med det samme vidste jeg, at det her var noget for mig – Jeg SKAL bare have en plads i det her, tænkte jeg. Jeg har altid haft en lille drøm inden i, som gerne ville prøve kræfter med elitestyrkerne, men af mange årsager var det bare aldrig rigtig blevet til noget. NU skal det være, nu skal jeg ud og teste mig selv. (Ved godt, det ikke er den rigtige optagelsesprøve, men alligevel….)

Vejen til Korpset skulle vise sig at være mere snoget end forventet. Jeg sendte en ansøgning til Korpset samme dag, som jeg så reklamen på nettet. Efterfølgende blev jeg inviteret til den første casting, men ikke lang tid efter fik jeg at vide, at jeg ikke gik videre. Noooooooo! Kæft, jeg var skuffet og ked af det! Ikke fordi jeg syntes, at det var gået helt vildt godt til castingen, men fordi at det her var noget, jeg bare ville – det var jo noget, jeg skulle det her.

Jeg besluttede mig derfor at skrive til casteren og fortalte min motivation for at deltage igen, mere detaljeret, og hvis der skulle være mulighed for at komme i betragtning igen, ville jeg gøre alt for det. Tiden gik, men jeg håbede og troede så meget på min chance, at jeg trænede videre, og faktisk engagerede jeg en træner, som jeg fik anbefalet. Martin Melcher, som bl.a. ejer Train and simple, skulle hjælpe mig til dels komme i form, men i særdeleshed at træne svømning og styrketræning, som jeg ikke har så meget erfaring i. En KÆMPE sidegevinst i det her projekt er helt bestemt at lære Martin af kende. Han er en, som kender sit shit, og så er han bare en mega cool fyr på så mange måder.

Martin skriver om min træning:

“Rennis træning op til hans deltagelse i “Korpset” var bygget op omkring flere ting. Det altoverskyggende element var dog i høj grad hans udholdenhed, og hans evne til at bruge hans fedtdepoter som ressource, når dagene blev rigtigt lange. Fedt er brændstof, du ikke løber tør for, i modsætning til sukker, som du kan brænde af på meget kort tid.

Samtidig skulle Renni også være i stand til at gennemføre en del af de prøvelser, jægerne skal igennem, og derfor var der også både hård og eksplosiv styrketræning i hans program og også træning i at gå march med rygsæk.

Renni er en god løber – og løber meget gerne langt. Det i sig selv gør ham til en god maskine, der kan holde til lange dage. Men for at klæde ham ekstra godt på, havde han mange dage, hvor han havde dobbeltpas, hvor en løbetur og lang løbetur, efterfulgt af hård styrketræning ikke var unormalt. Sidste element i hans træning var det mentale. Vi havde mange “walk and talks”, hvor verdenssituationen blev vendt, og hvor de helt normale tanker, som viser sig under pres, også blev italesat. Især tankerne omkring at give op før tid, da andre nok vil synes, man er god nok, eller har gjort sit bedste, blev rundet ofte.”

I starten af juli blev jeg kontaktet af casteren, som spurgte, om jeg stadigvæk var klar og inviterede mig til endnu en casting – den sidste. OM JEG ER KLAR?! JEPPER! At gå det ene øjeblik og være ude, for i det næste at være inde i varmen – FUCK mig, jeg havde det vildt.

Jeg synes selv, at det gik rigtig godt til castingen, men desværre for mig var svaret igen: Du er desværre ikke gået videre. Dobbelt nederen, fandme nej, det sker sku bare ikke. Ikke så tæt på. Jeg var knust! Første afslag var hårdt nok, men to gange, det stinker sku.

Glæden var derfor også enorm og slet ikke til af styre, da jeg kort tid efter blev spurgt, om jeg alligevel ikke havde lyst til af deltage – YESSSSSSSSS!

Nu følte jeg mig klar, fysisk og mentalt havde jeg trænet, og nu skulle det stå sin prøve.

En sidste generalprøve var at deltage i et 24 timers løb, 2 uger før optagelserne til Korpset gik i gang.

Formålet med løbet var at teste min kondition og mentale styrke. Jeg havde planlagt at drikke 4 øl undervejs, 1 efter hver 4-5 time for at tage noget af det seriøse ud af løbet og fokusere på at komme godt igennem de 24 timer, og ikke på hvor langt jeg kunne nå af løbe. Løbet gik rigtig fint, men undervejs i løbet blev jeg mere og mere nervøs for at skulle få en skade og efter ca. 20 timer besluttede jeg mig for at gå og i stedet tale med de andre løbere, som måske godt kunne bruge en peptalk. Den sidste tid op til optagelserne var stort set træningsfri, så jeg kunne være helt klar.